Vi samler statistik ved hjælp af cookies

Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden til glæde for vores brugere. Du kan altid slette cookies fra os igen.
search

Sideværktøjer

Servicenavigation


Et skridt på vejen mod mindre frafald på erhvervsskolerne

[22.05.2017]

FastholdelsesTaskforcens indsats på halvdelen af landets erhvervsskoler har mindsket frafaldet blandt eleverne. Evalueringsresultaterne bliver præsenteret på konferencen ”Pædagogik der virker” den 23.-24. maj 2017, hvor det vil blive diskuteret, hvordan der kan arbejdes videre med resultaterne. Undervisningsminister Merete Riisager er blandt talerne.

 

FastholdelsesTaskforcen bliver nedsat

Før erhvervsuddannelsesreformen i 2015 faldt næsten halvdelen af alle elever på erhvervsuddannelserne fra tre måneder efter, de startede på deres uddannelsesforløb. FastholdelsesTaskforcen blev nedsat som et fireårigt satspuljeprojekt i 2013 bl.a. for at nedbringe det høje frafald. En ny rapport, som evaluerer taskforcens indsats viser, at intensivt arbejde med frafald har betydning.  

På baggrund af viden fra tidligere indsatser har taskforcen anvendt fire pædagogiske værktøjer, som bidrager til at skabe meningsfulde og motiverende læringsmiljøer og fastholde flere unge på grundforløbet.  

Taskforcen har arbejdet med fastholdelse gennem kvalitetsunderstøttende initiativer på halvdelen af landets erhvervsskoler. Indsatsen har særligt fokuseret på unge med begrænset forældreopbakning, opvækst i socialt udsatte- eller uddannelsesfremmede miljøer samt unge med etnisk minoritetsbaggrund. Det er især den elevgruppe, som falder fra deres uddannelse. Ud over de fire pædagogiske værktøjer har FastholdelsesTaskforcen også arbejdet med at styrke den pædagogiske ledelse.  

 "Pædagogik der virker"

Fire år efter projektets nedsættelse viser resultaterne, at det kan betale sig at arbejde målrettet med pædagogiske værktøjer og pædagogisk ledelse. Evaluator, Rambøll Management Consulting og Nationalt Center for Kompetenceudvikling, konkluderer, at indsatsen samlet set har haft en signifikant positiv effekt på fastholdelse af elever inden for grundforløbets første tre måneder    

Zoomer man ind på de forskellige pædagogiske værktøjer, viser evalueringen, at der især er effekter på ”Helhedsorienteret undervisning” og ”Progressiv læring”. Dog er vurderingen i evalueringen, at alle fire pædagogiske værktøjer har potentiale til at styrke fastholdelsen af elever under de rette omstændigheder.     

Vi er ikke i mål - men vi er blevet klogere

At påvise signifikante effekter i arbejdet med pædagogiske tiltag er svært. Når evalueringen af FastholdelsesTaskforcens indsats har påvist positive signifikante effekter, kan det derfor være et skridt på vejen til at nå erhvervsuddannelsesreformens mål om, at mindst 67 procent skal fuldføre en erhvervsuddannelse i 2025.  

Hvordan der kan der arbejdes videre med FastholdelsesTaskforcens erfaringer og resultater vil blive debatteret på konferencen den 23.-24. maj 2017. Alle interessenter er inviteret til at deltage, og ud over evaluator vil der bl.a. være deltagere fra landets erhvervsskoler, Ungdommens Uddannelsesvejledning, produktionsskoler samt repræsentanter fra Danske Erhvervsskole og -Gymnasier. Konferencen afholdes på Scandic Copenhagen.

Evaluering af FastholdelsesTaskforcen

FastholdelsesTaskforcens indsats er blevet evalueret af Rambøll Management Consulting og Nationalt Center for Kompetenceudvikling ved Aarhus Universitet. Evalueringens formål er bl.a. at inspirere det fremtidige arbejde med fastholdelse af elever.

Slutevalueringen af FastholdelsesTaskforcens samlede indsats kan hentes her.

 

Kontakt

  • Kirstine Bygballe Mikkelsen
    Fuldmægtig
    Styrelsen for
    Undervisning og Kvalitet
    kimik1@stukuvm.dk
    Tlf. 3392 5122

  • Emilie Normark Sørensen
    Fuldmægtig
    Styrelsen for
    Undervisning og Kvalitet
    emsor1@stukuvm.dk
    Tlf. 3392 5156